Så fik vi prøvet natfiskeri i Lillebælt ved broerne. 11 både fra Lillebælt Småbådsklub deltog. Super flot opbakning, når man tænker på at turen blev offentliggjort i onsdags. Vi startede kl. 20.00, og lagde ud ved den nye bro forskellige steder. Der skete ikke meget, så efter ca. 1,5 time tog vi videre til den gamle bro. Der var rigtig god strøm, og ingen kunne ordentlig komme til bunden med ende grejet. En smed anker ved den ene bropille i læsiden, og kunne så nemt komme til bunden, selv med meget let grej. Vi blev så inviteret over til ham, og de fleste af os lagde os op til ham, og et par enkelte sejlede stadig rundt forskellige steder om broen. Omkring kl. 22.30 begyndte de første par sej at bide på, men det blev ikke til at mange, og de var ikke særlig store. Ved midnatstid tændte vi så op i grillen, og vi fik alle et par pølser. Pludselig omkring kl. 01.30 vendte strømmen, og så kom der gang i fiskene. I ca. 10 minutter kom der rigtig mange sej op, men stadig var en del af dem for små. Så døde det igen, men 10 minutter efter startede det igen. Sådan kørte det op og ned i en længde periode. Omkring kl. 04.00 sejlede de sidste ind og kørte hjemad. Så alt i alt en kanon hyggelig aften/nat med stort fællesskab, hygge, snakke og lidt fisk fik alle vist med hjem. Det er ikke sidste gang vi har prøvet det.