Fællesturen til Vejle Fjord d. 25-07-2020, var en rigtig stor succes. 25 mødte op lørdag i uge 30 til morgenmad kl. 8.00 ved havnen i Vejle, hvor vi fik sagt pænt godmorgen til hinanden. Derefter gik turen ud i fjorden hvor der skulle jagtes point til klubmesterskabet 2020.

Fleste havde sat næsen op efter makreller, og et par stykker håbede også det blev muligt at trolle havørreder. På vej ud af fjorden og lige efter Vejle Fjord broen, var der rigtig mange måger, men de fleste drønede lige forbi og gik længere ud. Enkelte blev dog hængende ved broen, og det viste sig at være en rigtig god ide. Der var der rigtig godt gang i makrellerne, og det blev hurtigt annonceret over radioen. Det gjorde at flere rykkede ind mod Vejle igen, og der var godt med fisk til alle.

Kl. 12.00 mødtes dem der ville, til lækre pølser på stranden ved Mørkholt Camping. Der mødtes vi også med lidt nye deltagere fra klubben, som var sejlet til Vejle Fjord. Rigtig hyggeligt var det, og endnu engang viste klubben at hyggen er en topprioritet i klubben, og noget vi virkelig er gode til ?

Kl. 15.00 mødtes vi igen ved slæbestedet i Vejle, hvor indvejningen fandt sted. Alle pånær 2 både havde makreller med til indvejningen. Havørreder blev det desværre ikke til, men vi hørte om en enkelt som havde haft en på krogen, men mistede den desværre få meter fra båden ?

Vejret var ganske udmærket, dog ikke sommervejr som man kan håbe på sidst i juli måned. Men det holdt tørvejr, og solen var også fremme flere gange.